
Det helt store kavaleri blev rullet ud, da en mandlig sportsdykker blev meldt forsvundet ved Ballen Havn i Svendborg søndag middag.
– Han forsvinder i forbindelse med et dyk, og de andre dykkere ved ikke, hvor han befinder sig, siger vagtchef hos Fyns Politi Johni Müller
En redningshelikopter blev sendt ud til stedet for at lede efter den forsvundne dykker, men mens den var på vej, lykkedes det en af de andre dykkere at lokalisere manden og redde ham op fra dybet og op i en båd, oplyser vagtchefen.
– Redningsoperation blev derfor afblæst, siger Johni Müller.
De nærmere omstændigheder omkring mandens forsvinden kan vagtchefen ikke komme nærmere ind på.
Dykkeren, der er i 40’erne, blev derefter tilset af en læge, og det kunne hurtigt konstateres, at han var ved fuld bevidsthed.
Ifølge vagtchefen har han det efter omstændighederne godt.
En af de andre dykkere anmeldte episoden.
Fyns Politi skal nu afhøre både manden selv samt de andre dykkere.