Spring til indhold

Ukrainsk dykker var på familieferie i København

Kort efter blev han efterlyst for sabotage mod Nord Stream

Nye oplysninger afslører, at en hovedmistænkt for sabotagen mod Nord Stream opholdt sig i Danmark blot få dage før, han blev efterlyst af tysk politi.

Tysk politi har rekonstrueret mandens rejse ud fra data fra teleselskaber. Privatfoto, bearbejdet. DR Grafik: Nathalie Nystad

29. aug kl. 14:00

Mere end 30 dage gammel

Mens tysk politi forsøgte at finde de skyldige bag sabotagen mod Nord Stream-rørledningerne, så rejste en af de hovedmistænkte rundt i Danmark.

Her opholdt den mistænkte sig gennem flere dage på lejlighedshotellet Stay på Islands Brygge i København med sin familie.

Det kan DR nu fortælle i samarbejde med det tyske magasin Der Spiegel og public service-stationen ZDF.

Den mistænkte – en 44-årig ukrainsk dybhavsdykker – besøgte ifølge de tyske mediers oplysninger den danske hovedstad i slutningen af maj, få dage før de tyske myndigheder udstedte en arrestordre mod ham. Siden har han været efterlyst i en af nyere tids største sabotagesager.

DR’s research bekræfter oplysningerne.

Det tyske spor i efterforskningen peger på, at en gruppe personer i ugerne op til sabotagen ved brug af et sejlskib har plantet sprængstoffer på begge gasrørledninger langt under havets overflade.

Den 44-årige dybhavsdykker er mistænkt for at have været en af dem.

Boede på Islands Brygge

Opholdet i maj er blot den seneste af en række ture, som den ukrainske dykker og hans familie har taget til Danmark.

De har også været her blandt andet i 2013, 2017 og 2019, hvor parret har taget billeder ved Amalienborg Slot og Den Lille Havfrue og er tjekket ind på kunstmuseet Louisiana og Glyptoteket. Det viser DR’s gennemgang af parrets sociale medier.

(Foto: © Skærmbillede fra Facebook. Illustration: Nathalie Nystad)

På den seneste tur kørte parret og deres børn den 22. maj i år fra den by nær Warszawa i Polen, hvor familien bor.

Samme dag kørte de ifølge rejsedata givet til Der Spiegel og ZDF om bord på færgen fra Rostock til Gedser.

– Hans kone skulle en tur til Danmark. De tog dertil med hele familien og havde cykler og alt muligt andet med, fortæller hustruens kusine til ZDF og Der Spiegel.

DR bringer ikke navnet på kusinen, andre familiemedlemmer eller manden selv, da han ikke er dømt for sabotagen mod Nord Stream.

Hustru arbejder for dansk virksomhed

I Danmark kørte familien videre til København, hvor de ifølge de tyske mediers oplysninger tjekkede ind på lejlighedshotellet på Islands Brygge i København.

DR’s research bekræfter, at parret havde tre overnatninger på hotellet i en rummelig lejlighed med balkon.

Det har ikke været muligt for DR at afdække, hvad familien foretog sig i København under besøget.

Men en af hustruens danske kolleger bekræfter over for DR og Der Spiegel, at kvinden ofte har været i Danmark i forbindelse med sit arbejde for en virksomhed, der har sit internationale hovedkvarter få kilometer fra hotellet på Islands Brygge.

Kvinden har arbejdet for virksomheden i knap 19 år og er software-udvikler.

Det ved vi om den efterlyste mand:

  • Den 44-årige mand er mistænkt for at have været del af et hold, der i september 2022 sejlede ud i sejlskibet ’Andromeda’ og placerede sprængstoffer på Nord Stream.
  • Han er ukrainsk statsborger, uddannet i at dykke på store dybder og arbejder for et dykkerfirma med base i Ukraine.
  • Ud over at være registreret på en bopæl i en forstad til Warszawa, er han ifølge den svenske avis Expressen og flere andre europæiske medier også registreret på en adresse i udkanten af Kiev.

Besøgte kusine i Berlin

Efter tre dage på Islands Brygge tjekkede familien ud og kørte tilbage til Gedser for at tage færgen til Rostock.

På hjemturen stoppede de i Berlin for at besøge kvindens kusine.

Få dage senere udstedte Tyskland en europæisk arrestordre på manden.

Der Spiegel og ZDF har besøgt kusinen, der havde set i pressen, at manden var blevet efterlyst. Under besøget viste hun medierne billeder fra familiens besøg i maj.

– Det er faktisk helt uventet for mig og svært at forstå. Jeg tror ikke, at det var ham. Jeg har ikke kendt til, at han skulle være ret politisk, siger kusinen til de tyske medier.

Det ukrainske par på et foto fra en anden udlandsrejse.

Dansk efterforskning blev lukket i februar

I Danmark har myndighederne også efterforsket sabotagen mod Nord Stream. Her blev det dog i februar besluttet at lægge efterforskningen ned.

De nye oplysninger giver ikke juridisk grundlag for at genoptage efterforskningen, siger professor Birgit Feldtman fra Juridisk Institut ved Aalborg Universitet.

– At han er rejst ind og ud af Danmark lovligt, efter det hele er afsluttet, det vil ikke ændre noget, siger professoren.

Hun påpeger også, at de danske myndigheder ikke var forpligtet til at foretage sig noget, da manden rejste ind i Danmark i maj.

– Hvis vedkommende kommer til Danmark igen, så vil situationen være anderledes. For så skal Danmark forholde sig til den europæiske arrestordre, siger hun.

Sabotagen mod Nord Stream

  • •Sabotagen mod Nord Stream blev opdaget den 26. september 2022.
  • •Første sprængning blev registreret ved Nord Stream 2 tidligt om morgenen i Østersøen syd for Dueodde på Bornholm.
  • •Om aftenen samme dag blev der registreret en sprængning ved Nord Stream 1.

En anden ekspert, der har fulgt sagen tæt, forholder sig fortsat skeptisk til den tyske teori om, at en mindre gruppe dykkere har kunnet udføre sabotageoperationen fra en sejlbåd.

Han hæfter sig ved, at operationen har været forsøgt gengivet efterfølgende, og at det viste sig at være “stort set umuligt”.

– Men vi kan ikke udelukke noget som helst. Og tyskerne har jo fremlagt nogle beviser, der åbenbart har været stærke nok til, at en tysk domstol har villet udstede en arrestordre, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

Havde planlagt ny tur til København

Efter planen skulle hustruen være vendt retur til hotellet på Islands Brygge i starten af august i år, viser DR’s research. Opholdet på det københavnske hotel blev booket i slutningen af juni, men det blev aflyst få dage senere.

Ifølge de tyske mediers oplysninger var det først, da familien var rejst hjem, at det gik op for tysk politi, at manden havde opholdt sig i Danmark og Tyskland.

Her modtog politiet tekniske data fra teleselskaber, som de kunne bruge til at rekonstruere rejsen.

Den polske anklagemyndighed har tidligere bekræftet over for Reuters, at den 44-årige mand i begyndelsen af juli krydsede grænsen mellem Polen og Ukraine, mens der lå en arrestordre på ham.

Ifølge anklagemyndigheden kunne manden frit passere grænsen, “da de tyske myndigheder ikke havde inkluderet ham i en database over efterlyste personer”.

Tyskland har tidligere oplyst til FN’s Sikkerhedsråd, at der er blevet fundet spor af sprængstoffer i prøver fra sejlbåden ‘Andromeda’. (Foto: © OLIVER DENZER, Ritzau Scanpix)

DR, Der Spiegel og ZDF har kontaktet den 44-årige efterlyste, som ikke har besvaret henvendelserne.

Men den tyske avis Süddeutsche Zeitung har tidligere talt i telefon med manden. Han afviste at kende til arrestordren, ligesom han nægtede at have deltaget i Nord Stream-sabotagen.

Politiets Efterretningstjeneste og Københavns Politi har stået for den danske efterforskning af sabotagen.

De har ingen kommentarer til sagen.

Det har tidligere været fremme, at ‘Andromeda’ lagde til ved Christiansø og Bornholm flere gange i ugerne op til sprængningerne.

Tags: